koldblod, jydske heste, koldblodshest arbejdshest
koldblod, jydske heste, koldblodshest arbejdshest, comtois tysk koldblod
koldblod, jydske heste, koldblodshest arbejdshest, tømmerkørsel, Hjerl Hede, skovarbejde med heste

Præsentation

Mit navn er Gitte Kragelund Buchholt. Jeg er kusk med mere end 30 års erfaring i kørsel, primært med koldblodsheste og ponyer.

Jeg fik min første pony da jeg var 6 år og den blev efterfølgende tilkørt. Jeg har haft køreheste i stalden uafbrudt lige siden. Som barn lærte jeg også at omgås og køre med store koldblodsheste. I starten var det primært jydske heste, men senere også belgier, oldenborg, comtois, percheron m. flere. Jeg er vokset op med at min far drev landbrug. Han brugte sine heste i landbruget fx til at harve og samle sten eller trække træ ud af skoven. Derudover havde vi hingst og avlede føl og hvad dertil hører af dyrskuer, udstillinger og kåringer. Jeg var med til det hele og sugede til mig.

Da jeg var 12 år købte mine forældre en mindre ejendom og de følgende år blev den ejendom drevet uden brug af traktor, men med hestene som trækkraft. Så der blev kørt møg, pløjet, harvet, slået hø, kørt korn hjem, taget roer op osv. I de år lærte jeg meget om hvad det vil sige at arbejde sammen med hestene. Vi var dybt afhængige af stabile og veluddannede heste til at udføre arbejdet. Vi havde tillige et antal heste i tilkørsel hvert år.

I alle årene har vi brugt meget tid på at vise vores heste frem både ved opvisninger af forskellig art og på landbrugsmuseer. Her har vores heste været med til at skabe stemning og liv. I de senere år har jeg været tilknyttet Hygum Hjemstavnsgård, hvor jeg er at finde flere gange om året, når der skal bruges heste på gården.

Jeg har redet helt fra jeg var lille, først på pony og senere købte jeg en oldenborgerkrydsning. Den blev i øvrigt også tilkørt og er nok en af de stærkeste heste vi har haft. Efter gymnasiet besluttede jeg mig til at prøve kræfter med rideheste og jeg arbejdede et år i stalden hos Scanvet Stallions i Fredensborg. Derudover har jeg arbejdet som rideunderviser i 2 år hos JKRK i Jelling. I 2019 blev jeg optaget på instruktørlisten hos Dansk Køre Forbund.

 

Uddannelse:

Jeg er uddannet lærer og har arbejdet som lærer de seneste 16 år

Jeg har efterfølgende uddannet mig til ridepædagog gennem træneruddannelsen hos DRF

 

 

 

Store bedrifter:

2013

Deltog i opvisninger med 6-spand ved det tyske stævne for koldblodsheste "Titanen der Rennbahn".

2015

Deltog i Den Kongelige Staldetats 350 års jubilæum. Vi kørte med 6-spand gennem Københavns gader og lavede opvisning på Christiansborg ridebane.

2017

Deltagelse i NM i Tømmerkørsel i Norge. Jeg vandt bronzemedalje

2018

Deltagelse i EM i tømmerkørsel i Danmark. Jeg vandt sølvmedalje

2019

Hestene deltog i filmoptagelser til tv-serien Grænseland (vises på DR1 forår 2020)

Deltagelse i EM i tømmerkørsel i Tyskland. Placeret hhv. som nr. 2 og nr. 11.

Modtager af Russ-Park prisen 2019

2021

Dansk mester i tømmerkørsel med tospand